Knudshoved Odde ved Vordingborg.

Sidder en smuk sensommerdag på en nyhøstet stubmark lidt nord for Rosenfeldt Gods. Få meter fra mig står en stor flot Havørn og følger med i hver eneste lille bitte bevægelse jeg foretager mig. Jeg snakker det bedste ørne-sprog jeg har lært – og det handler forresten ikke om krager og andet småtteri, når man er i selskab med sådan en majestætisk beauty. Stor. Kraftfuld. Lange stive fjer, Kæmpe vingefang, men allermest de store intense varmbrune øjne, med en glød og en udstråling som jeg mindes kun at have set hos de store kattedyr og ugler – dens flotte bryn og store næb med den brede mundvig. Lange stritfjer i nakken som løst flagrer i vindpustene. Jeg bemærker dens gule mundvige og det mørke næb, så det er altså en ørneunge fra i år. Halen er temmelig slidt – men skidt nu med alt det ornitologiske – spørgsmålet er: Hvad får den til bare at blive siddende. Den ser ikke ud til at fejle noget! Før, da jeg gik hen mod den fløj den op sådan lige nogle få meter, men landede med vingerne halvt udslåede på rigtig ørnemaner, så lavede den en halv piruette før den lukkede vingerne sammen ind til kroppen og stillede sig i Havørnens så karakteristiske lidt opstående positur. Jeg prøvede at komme i kontakt og rodede videre med hånden nede i stråene på jorden, som når man kalder en kattekilling til sig. “Kis – kis, kom så min ven – jeg snakkede direkte og kaldte på den – stille og roligt. Kis – kis og hvad jeg ellers kunne finde på – noget ørnesnak også, selvfølgelig – og sådan sad vi det første kvarters tid.

Ørnen kiggede opmærksomt på hvad jeg lavede – registrerede den mindste bevægelse – og så lige pludselig … tog den et stort hop hen imod mig for at se nærmere på min roden rundt i halmstubbene. Hold nu kæft! Hvad sker der lige her, tænkte jeg. Og så et – to – tre hop mere og så var den pludselig meget tæt på. En meter – ja den strakte hovedet helt frem til min hånd. Indrømmer – det er sgu en stor fugl – så jeg trak fingrene lidt til mig. Det blev til en meget intens oplevelse af nærkontakt og jeg fornemmede dens rolige temperament og nysgerrige væsen. Jeg fumlede rundt med mit kamera. Ørne-selfie tænkte jeg – det er der eddermame ikke nogen der har taget før – alt mens jeg fumlede rundt og skød selfier uden ørn – en halv ørn uden mig osv, – nå, det lykkedes efter en snes forsøg at få et par brugbare skud i kassen. Jeg pludrede fortsat opmuntrende til den store fugl, som ganske majestætisk og upåvirket iagttog, hvad jeg nu fandt på. Den stod tavs og fokuserede direkte på min hånds bevægelser. Så hoppede den pludselig hen til min taske som lå et par meter væk og begyndte at trække lidt ved remmen. Så hoppede den tilbage til mig da jeg fandt på at trække halmstrå op af jorden. Det så åbenbart meget interessant ud – lidt for interessant faktisk – og jeg trak skyndsomt fingrene tilbage, da den pludselig stod helt close ved siden af mig, klar til at snappe i fingrene. Jeg løftede armen og den hoppede en gang baglæns. Sådan sad jeg og hyggede mig og pludrede med ørnen i en times tid – lige indtil de to søde mennesker fra vildtplejestationen som var blevet tilkaldt, ankom med net og tæppe og store handsker..
Jeg var stadig i tvivl om, hvad der skulle stilles op med ørnen. Var klar over at den var enormt sulten, men samtidig ikke viste nogen tegn på skade eller sygdom. Den opførte sig fuldstændig, som sad den fortsat i en rede og forventede at blive fodret. Nå well, – at fodre den her ude på marken ville ikke være en idé på den lange bane. Jeg vurderede at ørnen nok var udsultet fordi den ikke længere blev fodret af sine forældre og at den ikke havde lært at jage selv endnu. Beslutningen blev at den lige skulle en tur på et opfedningsophold og så efterfølgende slippes ud blandt andre unge ørne, hvor den så forhåbentlig kunne lære at skaffe føde til sig selv. Jeg tænkte på at finde en Ørne-bande af ungfugle, fx ved Maribosøerne. Det er fortsat planen mens disse linjer skrives.

Jeg har i dag været i kontakt med plejestationen som kan fortælle at ørnen har det godt og at den æder det bedste den har lært. Den holdes adskilt fra mennesker og har så lidt kontakt som muligt, med os tobenede.

Så længe havde jeg siddet alene med ørnen derude på marken, at vi var kommet til en eller anden fortrolighed. For underligt nok kunne de nyankomne fra vildtpleje stationen ikke komme hen til den. Det blev derfor mig, der stille og roligt og aldeles udramatisk lagde et fangstnet over ørnen. Vi fik den bakset i en stor kasse og det gik fint, da ørnen først fik sluppet sit tag med de enormt store kløer i nettet. Da solen var gået ned var den klar til transporten til sit nye midlertidige opholdssted. Forude venter masser af fisk, harer og alt andet godt og derefter dens frihed og forhåbentlig et langt liv her på vores kanter.

– tak for en så vildt fantastisk oplevelse. Henrik